57838392a3457billede-038_edited.jpg

Erstatning og personskade

Er du kommet ud for en ulykke, har du mulighed for at få personskadeerstatning. Advokatfirmaet Engelbrecht hjælper dig i alle forhold vedrørende erstatning for personskade, herunder bl.a. - arbejdsskader, trafikulykker, piskesmæld, fritidsulykker, patientskader, tab af erhvervsevne, vold, PTSD mv.

 

Det kan være vanskeligt at vurdere, hvilke erstatningsposter du kan få erstatning for. Det afgørende er derfor en god juridisk rådgivning igennem hele dit forløb således, at du får den erstatning du har ret til. 


De erstatningsposter, du kan få erstatning for, afhænger både af hvordan skaden er opstået og hvornår.

Svie og smerte

I sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder, kan du få godtgørelse for svie og smerte med en fast takst for hver dag, du er sygemeldt.

Tabt arbejdsfortjeneste

I sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder, kan du få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Tabt arbejdsfortjeneste skal erstatte det økonomiske tab, du mister på grund af mistet indtægt, hvis du f.eks. er syg, bliver afskediget eller ikke kan påtage dig et nyt job på grund af ulykken.


Du kan få erstatning fra tidspunktet for ulykkens indtræden og frem til, at du påbegynder arbejde igen eller til det er muligt at vurdere og fastsætte din endelige erhvervsevnetabserstatning, og din erstatning udbetales.

Varigt mén

Bliver du efterladt med varige mén efter en ulykke, har du krav på en godtgørelse. Varigt mén udmåles til en méngrad i procent efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel, og du har krav på godtgørelse, hvis méngraden vurderes til mindst 5 %. Til brug for fastsættelse af méngraden tages alene udgangspunkt i de rent helbredsmæssige følger, ulykken har påført. Der tages således ikke hensyn til eventuelle erhvervsmæssige og/eller økonomiske følger.

Erhvervsevnetab

Får en ulykke så alvorlige konsekvenser, at du ikke længere kan arbejde som før ulykken, erstattes det som et varigt erhvervsevnetab. Erhvervsevnetabet udmåles i procent i forhold til indtægtstabet, og du har krav på erstatning, hvis nedgangen varigt udgør mindst 15 %. Erhvervsevnetabet kan typisk først vurderes nogle år efter ulykken, da det kræver tid at få fuldt overblik over de erhvervsmæssige konsekvenser, herunder særligt, hvis din arbejdsevne skal afklares via kommunen.

Forsørgertabserstatning

Ægtefæller og samlevere:


Hvis din ægtefælle eller samlever afgår ved døden i forbindelse med en ulykke m.v., hvor der kan konstateres et erstatningsgrundlag, kan du være berettiget til at få forsørgertabserstatning. For at være berettiget til forsørgertabserstatning, gælder der et krav om retlig forsørgelsespligt. Det er ikke nødvendigt, at der rent faktisk bestod en forsørgelse mellem den erstatningsberettigede og den afdøde ægtefælle/samlever.

 

Såfremt i midlertidigt har ophævet samlivet, kan du, i visse tilfælde, være berettiget til forsørgertabserstatning. Det er et krav, at du kan bevise, at samlivsophævelsen kun var af midlertidig karakter.  

ejendom.

Børn

Den afdødes biologiske og adopterede børn, kan være berettiget til forsørgertabserstatning. Her er der alene tale om afdødes biologiske og adopterede børn. Børn der endnu ikke er bragt til verden men alene er undfangede, kan også være omfattet af forsørgertabserstatning. 
Den retlige forsørgelsespligt gør sig gældende på samme måde som hos ægtefæller/samlevende.

 

Det er derfor uden betydning, at der ikke har foreligget en faktisk forsørgelse af barnet.

Advokatomkostninger

I sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder, skal forsikringen betale tilskud til rimelige og nødvendige advokatomkostninger. Det betyder, at du får et tilskud til de samlede advokatomkostninger og selv skal betale det eventuelle resthonorar, der ikke dækkes af forsikringens tilskud. Tilskud til udgifter til advokatbistand kan kræves erstattet af skadevolder – og dermed det involverede forsikringsselskab.

Færdselsuheld

Hvis du er kommet til skade ved et færdselsuheld, vil reglerne i færdselsloven og erstatningsansvarsloven være gældende. I færdselsloven gælder et objektivt ansvar som betyder, at skadevolder (ejeren af bilen) skal erstatte de personskader som bilen forvolder i forbindelse med et færdselsuheld, uanset at det ikke kan bebrejdes ejeren af bilen. 


En ejer af en bil, har pligt til at tegne ansvarsforsikring på bilen, som skal dække skaderne. Når man som skadelidte skal opgøre sit erstatningskrav, opgøres dette efter reglerne i erstatningsansvarsloven. 


I forbindelse med erstatningskravet, kan der eventuelt ske reduktion af kravet hvis skadelidte har udvist egen skyld, fx hvis skadelidte har medvirket til skadens indtræden. 


Erstatningskravet kan opgøres som følgende:  


Ødelagt tøj og andre genstande
Skadelidte skal dokumentere det ødelagte med fx kvitteringer. 


Skader på din bil
Skader på din bil dækkes i første omgang af din kaskoforsikring. Har du ikke tegnet kaskoforsikring, skal skaderne dækkes af den, der er ansvarlig for ulykken.


Medicin- og behandlingsudgifter
Udgifter til behandlinger og medicin skal først og fremmes søges dækket via din egen forsikring.


Hvis du ikke har en forsikring, skal modpartens forsikringsselskab dække udgifterne. Du kan få dækket udgifter til de behandlinger, der er helbredende. Hvis behandlingerne kun er smertelindrende, har du ikke mulighed dækning.

Piskesmæld

Et piskesmæld (whiplash) opstår ved en kraftpåvirkning af nakkens og halsens bløddele. Den akutte piskesmældsskade kan betragtes som en forstuvning af nakken. Kraftpåvirkning af nakken og halsen kan opstå ved bilsammenstød, hvor et køretøj påkøres bagfra, fra siden eller forfra. Men skaden kan også forekomme ved andre typer af uheld, for eksempel under dykning. 

For at du kan få erstatning for piskesmæld afhænger det bl.a. af: 

  • Valg af speciallæge

  • Bevissikring fra uheldstidspunktet og indtil de varige følger kan vurderes

  • Hændelsesforløbet – hvordan skete skaden?

  • Hvor tidligt søgte du lægebehandling?

  • Har du været sygemeldt fra skadestidspunktet?

  • Er du sygemeldt endnu?

  • Har der været perioder med raskmelding? Hvor mange? Hvor lange?

  • Din årsløn på skadestidspunktet

  • Din tilknytning til arbejdsmarkedet forud for skaden
     

Erstatning for piskesmæld afhænger af mange faktorer, som fx de ovenfor nævnte omstændigheder. Erstatning for erhvervsevnetab ved piskesmæld fastsættes i intervallet 0-85 %, når der er tale om følger efter et piskesmæld.


Ved fastsættelse af erstatning for piskesmæld skal der være tale om en lidelse, som i høj grad er karakteriseret ved fravær af objektive fund. Det medfører alt for ofte, at der er meget betydelige forskelle i erstatningens størrelse, da denne i mange tilfælde kommer til at afhænge af de forhold, der er nævnt ovenfor.


For så vidt angår méngraden, viser retspraksis vedrørende sager om erstatning for piskesmæld, at méngraden typisk fastsættes i intervallet 0 – 30%.

 

Det er svært præcist at fastlægge, hvor stor méngraden er efter piskesmæld, da det for ikke kan afgøres ud fra røntgenbilleder eller lignende. Det er derfor vigtigt at få en dygtig speciallæge til at foretage undersøgelsen.


Det kan få afgørende betydning for din ret til erstatning for piskesmæld, at du søger læge inden 1-2 døgn efter skaden. Erstatningens størrelse afhænger i høj grad afhænger af, hvor tidligt i forløbet du søgte specialiseret advokatbistand til din sag om erstatning for piskesmæld.
Kontakt os såfremt du har spørgsmål til din sag om erstatning for piskesmæld, eller hvis du vil høre mere om hvordan vi kan hjælpe dig. 
 

Patientskadeerstatning

Hvis du som patient i sundhedsvæsenet er kommet til skade som følge af en behandling eller mangelfuld behandling, har du mulighed for at søge erstatning. Du har også mulighed for at søge erstatning, hvis du er er blevet fejlmedicineret eller har fået bivirkninger af et lægemiddel (lægemiddelskade).


Du skal kontakte Patienterstatningen, hvis du ønsker at søge erstatning for en behandlingsskade sket under undersøgelse, behandling eller operation sket på offentligt eller privat sygehus, hos praktiserende læge, speciallæge eller anden sundhedsperson.
For at få tilkendt erstatning for en behandlingsskade, er der en række betingelser der skal være opfyldt, herunder, at du er påført en fysisk eller psykisk skade, og at skaden skal være sket på en af følgende måder:

  • hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet anderledes, hvorved skaden ville være undgået (specialistreglen),

  • hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur eller andet udstyr, der har været anvendt ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende (Apparaturreglen).

  • hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været en ligeså effektiv behandling af sygdommen, eller

  • hvis der er indtruffet komplikationer, som er mere omfattende, end hvad en patient med rimelighed må tåle set i forhold til grundsygdommen (rimelighedsreglen).

Du skal være opmærksom på, at skaden skal anmeldes inden for 3 år fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til skaden. Der er dog en absolut forældelsesfrist på 10 år, der regnes fra det tidspunkt, skaden skete, uanset om du har været vidende om skaden eller ikke.


Patienterstatninger træffer afgørelse om, hvorvidt skaden anerkendes. Hvis skaden anerkendes, udmåles erstatning efter Erstatningsansvarsloven. Ved tilkendelse af erstatning fratrækkes dog et egetbidrag. 


Varige mén
Hvis patientskaden giver dig varige mén, skal du være opmærksom på, at du muligvis også kan få erstatning for dette via din egen ulykkesforsikring; det er ikke alle private ulykkesforsikringer, der dækker patientskader, så du skal undersøge dette hos dit forsikringsselskab.


Vær også opmærksom på, at du kun kan få erstatning for den skade, der er sket på grund af selve behandlingen. De skader og det tab, som skyldes den sygdom, du er blevet behandlet for, erstattes ikke.
Selve erstatningskravet opgøres ud fra reglerne i erstatningsansvarsloven. Vær opmærksom på, at du kun får erstatning, hvis det samlede erstatningsbeløb overstiger 10.000 kr. 

 

Klage over afgørelsen
Afgørelser fra Patienterstatningen kan påklages til Patientskadeankenævnet. Ankenævnet skal have modtaget klagen senest 1 måned fra den dag, hvor Patienterstatningen meddelte afgørelsen.

 

Får du ikke medhold fra Patientskadeankenævnet kan du indbringe afgørelsen for domstolene. Fristen for anlæggelse af retssag er 6 måneder fra du blev meddelt afgørelsen.
 

Arbejdsskade

En arbejdsskade dækker over to forskellige begreber: arbejdsulykker og erhvervssygdomme


En ulykke er en fysisk eller psykisk skade, som opstår efter en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt eller inden for 5 dage. 


En erhvervssygdom er en sygdom, der skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene. Sygdommen kan komme af påvirkninger gennem kortere eller længere tid. 


Arbejdsskadesager behandles af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og fristen for anmeldelse af arbejdsskader er 1 år (i særlige tilfælde er der mulighed for dispensation). Det er derfor vigtigt, at arbejdsskaden anmeldes hurtigst muligt til din arbejdsgiver.

Betingelser for erstatning

For at få erstatning eller andre ydelser skal din skade anerkendes som en arbejdsskade.
Hvis en ulykke eller erhvervssygdom skal anerkendes, er der flere betingelser, som skal være opfyldt, herunder bl.a.:

 

  • Skaden skal være sket, mens du arbejdede for en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark.

  • Skaden skal være sket på grund af dit arbejde – eller de forhold som arbejdet foregår under.


I forbindelse med en arbejdsskade kan der udbetales erstatning for følgende:


Udgifter til nødvendig sygebehandling, genoptræning, hjælpemidler mm.

  • Godtgørelse for varigt mén

  • Erstatning for erhvervsevnetab

  • Erstatning for tab af forsørger

  • Overgangsbeløb ved dødsfald

Beregning af arbejdsskadeerstatning

Din méngrad efter arbejdsskaden er det afgørende i forbindelse med beregningen af din erstatning. Din méngrad skal udgøre mindst 5% før Arbejdsskadesikringsloven tilkender godtgørelse for varigt mén. 


Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), afgør om en skade eller en sygdom kan blive anerkendt som en arbejdsskade. Efter arbejdsskadereglerne har man dog ikke ret til f.eks. godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.


Klage over afgørelsen


Ønsker du at klage over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal dette ske til Ankestyrelsen inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Det er Ankestyrelsen, der behandler ankesagen.


Hvis du ikke er tilfreds med Ankestyrelsen afgørelse, har du mulighed for at indbringe sagen for domstolene. Hvis man ikke kan acceptere Ankestyrelsens afgørelse, kan sagen i sidste ende indbringes for domstolene. Inden vi indgår i et samarbejde med dig, oplyser vi altid om de forventede omkostninger. På den måde kender du de økonomiske betingelser ved, at vi repræsenterer dig under sagen. Vi undersøger altid mulighederne for, at du kan få dækket dine omkostninger — enten helt eller delvist.


I sager med en ansvarlig skadevolder er der for eksempel ofte gode muligheder for at få dækket en del af sine udgifter til advokat af skadevolders ansvarsforsikring. Beløbets størrelse afhænger af, hvor store en erstatning, der kommer til udbetaling.
Hvis vi repræsenterer dig under en retssag, undersøger vi dine muligheder for at få retshjælp i henhold til en forsikring eller at få fri proces.


Vores salær fastsættes efter timetaksten for den enkelte advokat eller advokatfuldmægtig. Hvis det viser sig, at arbejdet med din sag er mere omfattende, end vi oprindeligt forventede, vil vi indgå en ny aftale med dig. På den måde risikerer du aldrig at få en uventet regning fra os, som du ikke har accepteret på forhånd.

Kontakt os

Advokatfirmaet Engelbrecht

 

Kontoret i Sakskøbing

Søndergade 2 A, 1., 4990 Sakskøbing

Tlf. 2168 2377

 

Kontoret i Præstø

Adelgade 1, 4720 Præstø

Tlf. 5470 5800

Kontoret i Greve

Korskildelund 6, 2670 Greve

Tlf. 2168 2255

Cvr.nr. 37325481

Advokatfirmaet Engelbrecht 

Søndergade 2a, 1, 4990 Sakskøbing

Adelgade 1, 4720 Præstø 

Korskildelund 6, 2670 Greve

Mail: 

post@advokatcen.dk 

sikker@advokatcen.dk

Facebook:

KODEKS_side.jpg